Gå til hovedindhold

Jul i Grønland

Jul i Grønland
Julen i Qaqortoq starter altid 1. søndag i advent, som er en stor højtidsdag her i Grønland. Mange går i kirke og familier spiser sammen. 1. søndag i advent er også den dag, hvor byens juletræ tændes, der synges og deles godteposer ud. I nærmest alle huse tændes julestjernerne og pludselig er alt lyst op af vidunderlige lyskæder og vinduespynt.
Et kendetegn for julen i Grønland er for mange, som kommer til vores smukke ø, at julen er meget mere afslappet end i f.eks.. Danmark. Måske fordi heroppe juler vi først senere og vi har de butikker, som nu engang er i byen. Mangler du noget, kan du selvfølgelig forsøge at bestille det fra en af de andre byer eller internettet, men du bruger ikke tid på at køre rundt til andre byer eller stormagasiner af den simple grund, at her intet vejnet er på tværs af byer.
I julen kommer rigtig mange hjem. Det vil sige studerende, efterskoleelever, familiemedlemmer og byen oser af forventning, gensynsglæde og gode vibes. Ofte har man ikke set sit barn, sin kæreste, sine forældre etc. i mange måneder. Måske år. Vi har begge stået på havnen eller i heliporten for at modtage eller blive modtaget af vores kære og når vi er samlet, så falder alt ligesom på plads og så kan det blive rigtig jul.
Til en rigtig jul hører sne og kulde. Det er der næsten garanti for i Grønland, men kun næsten. Særlig i syd kan Golfstrømmen drille og give pludselig varmegrader og her i syd kan vi risikere at julen bliver grøn. Heldigvis sker det yderst sjældent, og sneen sammen med alle lysene får alt at stråle og være lyst og venligt. På himlen ses ofte nordlys, som flammer i mange forskellige farver. Det er også på himlen, at vi ser julemanden med hans slæde og rensdyr fare afsted. Julemanden bor i Grønland, og det er vi alle utrolig stolte af.
I Grønland vokser der ikke rigtig træer, og derfor laver nogle selv deres juletræ af enebærgrene, som sættes ind i en stamme, som kan være en rund stav eller andet egnet. Men langt de fleste køber et grantræ, som kommer med skib, eller et plastikjuletræ, som kan bruges år efter år. Træet pyntes med hjerter, engle, stjerner og glaskugler og i loftet hænger der ofte guirlander i glade farver.
De grønlandske julesalmer synges og spilles flittigt. De er enormt stemningsfyldte og i Grønland har vi en helt særlig salme, som hedder Guuterput, og efter intro er sunget, så rejser alle sig i respekt og resten af salmen synges stående. Der er også tradition for at børn går fra hus til hus juleaften og synger julesalmer.
Måske kender du DRs TV-program Julehilsener til Grønland. Det er verdens ældste, stadig eksisterende program. Programmet er spækket med sang, musik og hilsner mellem Danmark og Grønland. I år bliver programmet vist d. 15. december, og du kan deltage både live eller se det i fjernsynet.
Julemad og julebagning er her i Grønland utrolig vigtigt og fyldt med traditioner. Mange spiser ligesom i Danmark and og flæskesteg og slutter med ris a la mande, men der er også tradition for lam, ryper, appat, rensdyr, moskus etc. Taler vi om julebag, så er det helt sikkert klejner, brunkager, pebernødder, finskbrød og vaniljekranse, som putter sig i kagedåserne.
I Grønland er ca. 95% af befolkningen medlem af Folkekirken og mange er flittige kirkegængere. Juletiden er selvfølgelig ikke nogen undtagelse. Julekoncerter, gudstjenester adventssøndage og juleaftensdag og helt særligt skal vi nævne gudstjenesten 1. juledag kl. 8, som er helt speciel.  Mange kommer iklædt den grønlandske nationaldragt og sammen holdes den smukkeste og mest stemningsfyldte gudstjeneste og alle ønsker hinanden Juullimi Pilluaritsi, som betyder Glædelig jul.
I Grønland varer julen til og med Helligtrekongersdag, d. 6. januar. I Grønland er dagen en ½ fridag og om eftermiddagen samles familien og venner. Der danses en sidste gang om træet,  spises dejlig mad, leges og hygges.  Når aftenen er slut pakkes julen væk, stjernerne slukkes og andet pynt tages ned og pakkes væk for at vente på, at det igen bliver 1. søndag i advent til næste år.
Juullimi Pilluaritsi
Pipaluk & Anne Mette
Co-founders, InuaCare

Din kurv

Tak for at kontakte os! Vi vil svare hurtigst muligt. Tak for din tilmelding Tak! Vi giver dig besked når det bliver tilgængeligt. Max antal varer er allerede blevet tilføjet Du mangler kun at tilføje et produkt til kurven Der er kun [num_items] produkter tilbage at tilføje til kurven